Da jeg var 19 år, fik jeg at vide, at det ville være svært for min mand og mig at få biologiske børn. Det var et chok.
Min mand skulle til session og trække nummer om værnepligt. Ved et tilfælde tilbød de også at tjekke hans befrugtningsevne. Det var ikke noget, vi tænkte mere over på det tidspunkt – vi var unge og havde ikke travlt. Vi havde ikke overvejet, at det kunne være et problem, at en graviditet ikke var sket naturligt i de få måneder, vi havde prøvet.
En dag kom svaret så. Jeg husker tydeligt, at vi jokede lidt om det, inden vi åbnede brevet. For selvfølgelig kunne vi to raske, unge mennesker få børn, troede vi. Men brevet vendte vores verden på hovedet. Det var tydeligt: En naturlig graviditet var ikke noget, vi skulle forvente. Det blev starten på vores fertilitetsbehandlingsrejse.
Grundet forskellige omstændigheder startede vi direkte med en behandling, der hedder ICSI – en metode, hvor ægget befrugtes, og de første celledelinger sker i et laboratorium. Det var den helt store omgang med hormoner, undersøgelser og en følelsesmæssig rutsjebanetur med både op- og store nedture.
Efter syv omgange ICSI og et tab af en tvilling senere, endte det lykkeligt for os. Vi blev forældre til først til en, senere to og til sidst tre sunde og raske børn. Men vores historie er desværre ikke enestående. Infertilitet rammer cirka hvert femte par, og det er en udfordring, som mange går igennem.
Derfor mener jeg, at vi som samfund – både nationalt og på europæisk plan – skal tage ansvar. Vi skal bekæmpe farlig kemi, der påvirker vores fertilitet.
Vi skal kunne give vores børn en sutteflaske uden at være nervøse for deres fremtidige fertilitet.
Vi skal kunne lade dem lege med deres yndlingslegetøj uden at frygte konsekvenserne for deres helbred.
Vi skal kunne klæde dem i udendørstøj uden bekymringer for, hvad det gør ved deres fertilitet.
Det er tid til, at vi tager ansvar i dag for en sundere fremtid for vores børn. Vi skylder dem at skabe et miljø, hvor de trygt kan vokse op, uden at deres sundhed kompromitteres af skadelige kemikalier.