drum roll please Jeg lovede at dele en stor nyhed, og jeg har glædet mig enormt. Det er stort, for dengang andre drømte om at blive brandmand eller popstjerne – så drømte jeg om at blive politiker. Og nu kan jeg endelig fortælle (læs: råbe højt med alt for meget glæde i stemmen) at jeg …
Krisehistorierne ligger side om side som perler på en snor, som er en tung halskæde, de unge mennesker alt for tidligt i livet skal bære rundt på, og Danmarks statsminister er drivkraften, der dyrker og vækster dette narrativ. I to valgperioder har Mette Frederiksen næsten kun vist sig på skærmen eller i debatter, når der skal pustes liv i kriseretorikken for at holde den i gang.
Det skal ikke være sværere, end det allerede er, at være iværksætter i Danmark. Med de nuværende skattetunge vilkår og uigennemskuelige bureaukratiske rammer, dræner vi landets ambitiøse og nytænkende iværksættere med bl.a. administrative hindringer, i stedet for at give dem de bedste vilkår for at dyrke innovation og vækst.
I øjeblikket raser top-topskattedebatten. Venstre taler om at sluge skovsnegle, og venstrefløjen støtter selvfølgelig op om forslaget med den gamle røde kampsang om egoisme og manglende ansvar for fællesskabet, hvis man er imod skattestigningen.
Vi bliver nød til at huske os selv, og hinanden, på at vores lovgivning og samfundsnormer skal rumme og respektere forskelligheder. Det er dybt bekymrende, at vi i vores stræben efter ligestilling, ender med at bruge vores børn som rekvisitter i en debat, der mister sit egentlige mål.
Vi skaber efterhånden en kultur og et samfund, hvor det nærmest forventes, at alle forhindringer, vi møder på vores vej, skal fjernes, før vi når at mærke brisen fra dem.
Dette er den type af magt, der ikke blot kvæler og forvrider den offentlige diskurs, men som også underminerer selve essensen af den borgerlige frihed. Og når vi lader skammekulturen dominere, så er det at vi riskirer at miste kontakten og gløden i vores liberale værdier, som har skabt fundamentet for vores muligheder.
